Inden du stemmer! – Opsummering fra fællesmøder – Beregningsskema.

Bestyrelsen opfordrer ALLE til, at sætte sig ind i indholdet af det modtagne Borgerbrev samt forholde sig til begrebet ”Tilhørende Tilslutningspligt” med de konsekvenser det medfører for området og en selv.
Omend der er tale om en vejledende afstemning anbefaler vi ALLE, ung som gammel, fritagelse/dispensation eller ej, at der stemmes enten JA eller NEJ til Tilslutningspligt. Undlad at bruge sidste rubrik på stemmesedlen – en høj og repræsentativ stemmeprocent er vigtig (afstemningen er anonym).

Det er naturligvis helt atypisk, at der fra politisk hold er valgt en vejledende afstemning blandt de berørte grundejere i projektet. En Kommunalbestyrelse har den fulde ret til at vedtage Tilslutningspligt til fjernvarme som eneste varmeform for borgere/områder eller forinden, at afvise et projekt med Tilslutningspligt.
Brøndby Kommune ønsker fjernvarme med Tilslutningspligt i vores område, men er kommet i tvivl om det skal gøres med tvang/Tilslutningspligt. Omvendt kommer varmen ikke såfremt Kommunalbestyrelsen vælger at afvise projektet.
Fjernvarmeprojekter uden Tilslutningspligt finder sted i andre kommuner. Det kræver forinden hårdt benarbejde fra det lokale fjernvarmeselskab med tilpas stor tilslutningsgrad fra start.

Nedenfor bringes en opsummering af de mest omtalte emner på Vesterled og Grønneleds fællesmøder:

Fritagelse/dispensation ved en evt. kommunal vedtagelse af Tilslutningspligt!
Med vores kendskab til det foreliggende materiale, bygningssammensætning i området samt BBR, vil kun ganske få ud af de ca. 900 omfattede ejendomme kunne få fritagelse for Tilslutningspligten.
– Ca. 40 el-forbrugere, hvor deres opvarmning og forsyning med varmt vand udelukkende foregår med el vil ikke blive pålagt tilslutningspligt. Din opvarmningsform bør være anført i dit Borgerbrev på side 4.
– Få ejendomme i området er på byggetilladelsen registreret som lavenergibygning. De vil ikke blive pålagt tilslutningspligt. Såfremt din bolig er registreret som lavenergibolig bør det være anført i dit Borgerbrev på side 4.
– De af jer, der har vedvarende energianlæg bør inden afstemning sikre, at anlæg dækker mere end halvdelen af bygningens energiforbrug til opvarmning og forsyning med varmt vand. Søg evt. uvildig eksperthjælp og få gyldig dokumentation for anlæggets ydelse. Kommunen behandler først ansøgning om evt. fritagelse efter at Tilslutningspligten er vedtaget. Kommunen afgør alene om fritagelse kan finde sted.
Ukendt opvarmning, ca. 50 ejendomme. Mange ejendomme er her formentlig ikke registreret korrekt i BBR og bør forholde sig til sin nuværende varmeform.
Pensionister kan søge om dispensation efter en vedtagelse af Tilslutningspligt er besluttet. Dispensation gives, er personlig og bortfalder ved fraflytning. Ejendommen er derimod pålagt Tilslutningspligt fra start.
”Særlige tilfælde” dækker over ejendomme med energiforbrug svarende til et lavenergihus. Lavt forbrug i sig selv er ikke nok jf. afgørelser i Energiklagenævnet. Her kan der efter vedtagelse af Tilslutningspligt på ejendommen søges om dispensation. Kommunen afgør alene om der kan gives dispensation. Kommunen har ikke kunnet oplyse, hvilke dispensationskriterier der vil blive anvendt her.

Tilslutningspligt efter 9 år!
Fra evt. vedtagelse af den pålagte kommunale Tilslutningspligt på ejendommen kan du vente i op til 9 år inden du skal bidrage økonomisk til fjernvarmeselskabet eller tilslutte dig fuldt ud.
Du behøver ikke at aftage fjernvarmen, men bliver dog herefter årligt pålagt fjernvarmens gældende Fastafgift efter rumvolumen på din ejendom. Afgiften for en ejendom på 122 m2 er p.t. 2.735 kr. pr. år og for en ejendom på f.eks. 175 m2 p.t. 3.923 kr. pr. år.
Såfremt væsentlige installationer skal udskiftes i dit varmeanlæg, skal der skiftes til fjernvarme (gælder ikke såfremt ejendommen er fritaget for Tilslutningspligten).

Finansieringstillæg (tillæg til varmeprisen)!
Et tillæg til varmeprisen, der tjener som afdrag på den samlede gæld på husstandsinstallationer i forbindelse med fjernvarmens tilbud om finansiering af installationen med rabat. Tilmelding skal ske senest umiddelbart inden fjernvarmen kommer forbi din bolig. Tillægget reguleres én gang årligt efter varmeprisernes udvikling: Fjernvarme kontra Naturgas.
De tilmeldte i denne ordning garanteres i gennemsnit en ca. 10 % besparelse på fjernvarmen i forhold til opvarmning med naturgas ved uændret varmebehov for området.
OBS: de tilmeldte kører efter normal fjernvarmetarif, men får rabatten på det årligt regulerede finansieringstillæg.
Såfremt gælden i denne ordning ikke er tilbagebetalt indenfor 25 år vil det samlede VEKS system (Vestegnens Kraftvarmeselskab I/S) overtage gælden og tillægget bortfalder herefter.
Senere installation til fjernvarme eller kontant betaling sker efter normale tarifpriser jf. fjernvarmens takstblad.

Her kan du hente Beregningsskema – (Excelark) omregner fra gas til fjernvarme – (beregn evt. inden du stemmer – alternativt kan bestyrelsen hjælpe).

Vi opdaterer naturligvis fortsat hjemmesiden vedr. emnet, ligesom vi tidligere er blevet lovet at kunne stille med en repræsentant til stemmeoptælling efter den 18. marts.

I skrivende stund er gasdistributøren HMN på vej med et såkaldt Faktabrev til alle gaskunder (ca. 700) i Vesterled projektet – ja, mange interesser er på spil i dette projekt med Tilslutningspligt.

Vi vil naturligvis løbende være til rådighed for spørgsmål – send en mail.

Her kan du hente Tilslutningsbekendtgørelsen